Et sammenskudsgilde betyder at alle deltagere medbringer mad og drikkevarer til en fælles buffét.
Husk at du ikke skal lave et helt måltid til alle deltagere, men fx. otte gange en ottendedel måltid, hvis I er otte deltagere. Hvis du frygter ikke at kunne spise de andre deltageres medbragte mad, pga. allergi eller overbevisning er det dog en god idé at medbringe lidt ekstra til dig selv.
Disse middage er for voksne (min. 18 år), og det er ikke tilladt at medbringe børn, kæledyr m.v., medmindre der fremgår noget andet af beskrivelsen.
Efter en middag er det ikke tilladt at dele værts/værtindes eller de andre gæsters navne, kontaktoplysninger etc.
Visse allergier kan være decideret farlige, så hvis værten/værtinden oplyser at nogle er fx jordnøddeallergikere er det vigtigt at der ikke indgår jordnødder (peanuts) eller ingredienser der kan indeholde spor af jordnødder i din ret.
For den gode stemning er det en god idé at stikke fingeren i jorden inden der debateres politiske eller religiøse emner.
Det er også en god idé at du væbner dig med tålmodighed og tolerance overfor andres holdinger til mad – fx kosher, halal, vegetarisme etc – begge veje.
Hvis det ikke fremgår specifikt at middagen er vegetarisk eller vegansk er det tilladt at medbringe alle former for kød, men gør gerne opmærksom på hvilken slags kød der er tale om, da nogle gæster kan have særlige religiøse præferencer.
Da vejret nu er som det er, er det klogt at have en backup plan hvis I beslutter at spise udendørs.